Jeg gik en aftentur langs vandet med en god veninde og plukkede rosenknopper af klitroser. Dem bruger jeg til at binde kranse af, som afgiver den skønneste duft. Der skulle mange knopper til, for jeg havde store planer om flere kranse, nogle med flere lag af knopper. På klitroserne var der flere udsprungne blomster end knopper, så det var på høje tid at få nok knopper med hjem til mit projekt. Men ak det var for sent. Knopperne var for langt fremme, så rosenbladene slap, da jeg forsøgte at trække dem på ståltråd. Der kom kun en lille krans ud af det, som kunne hænges om halsen på en flaske fyldt med roseneddike.
Blomsterbladene skulle ikke gå til spilde, så dem proppede jeg i en flaske med patentlåg og fyldte op med en god æblecidereddike.
Nu er flasken stillet mørkt i et skab, hvor den skal trække i et par måneder. Så vil jeg tage den frem og bruge eddiken på efterårets salater og mindes en dejlig aftentur ved vandet i selskab med en god veninde.
Kransen hænger nu på en sæbeholder på gæstetoilettet.