Haven i august

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Hvert år ved denne tid føler jeg mig taknemmelig over at kunne gå i haven og høste løs af grønsager, bær og frugt. Haven er et overflødighedshorn af vitaminer. På vejen gennem køkkenhaven spiser jeg løs af ribs, solbær, ærter og lidt jordbær, hvis jeg er heldig, for det er sidst på jordbærsæsonen, og kun få bær modnes. Snart er de første sommeræbler modne, og jeg har allerede spist de store, saftige abrikoser. Det blev kun til fire på det espalierede abrikostræ, for vi havde et køligt forår, og jeg var ikke så flittig med bestøver-penslen. Det kan også ses på de to ferskentræer, som jeg sidste år plantede på friland. Ikke en eneste frugt er det blevet til i år.

Blomsterne sætter kulør på dagen

For at få en langvarig og rig blomstring hos sommerblomsterne skal der plukkes løs til buketter. Lader jeg blomsterne sidde, skal de visne klippes af, inden de sætter frø, for så har planten gjort sin gerning og sikret afkom til næste sæson. Udfordringen er, at jeg har plantet så mange forskellige i rigelige mængder, at alle vaser skal i brug, hvis jeg skal følge med, og huset vil blive overfyldt med blomster. I stedet bliver det en rutine på mine daglige runder i haven at nippe visne blomster af. Men der plukkes buketter. Det er en skøn beskæftigelse at eksperimentere med farver og former og bruge andet i buketterne, end det man plejer. Her i starten af august er brombærrene knap modne, og de umodne bær er så fine at bruge i en rå buket sammen med hasselkviste med umodne nødder samt rustikke blomster og prydgræsser i matchende farver. 

Den største udfordring er snerlerne

Naboerne er ikke plaget af snerler. Det er kun os, der er invaderet af dem, og i sådan en grad, at jeg har skullet opbygge en rutine for at holde snerlerne nede. Et par uger væk fra haven, så har de skudt meterlange stængler, der snor sig op af høje planter, så de kommer op i lyset. Nogle danner et net som lægger sig hen over busketter af stauder og dækker for lyset. De er en plage, for de kæmper om pladsen og lyset. Derfor skal snerlerne holdes nede.

Mange læsere af mine artikler spørger til, hvordan jeg udrydder snerler. Jeg må altid give det nedslående svar, at hvis de først er der, så bliver det en evig kamp, men man kan reducere dem betydeligt. Det handler om at planlægge og være vedholdende.

Man skal rykke de synlige, overjordiske plantedele op, når snerlerne har 5-8 fuldt udviklede blade, hvilket svarer til ca. 40 – 60 cm lange stængler. På dette stadie har de brugt en masse krudt på at vokse, og så har de ikke så meget energi til at sætte ny vækst. Man skal derfor være konsekvent med at fjerne skuddene, når de er omkring denne størrelse. Planten må nemlig ikke blive for stor, for så begynder den at oplagre energi i de underjordiske rødder, og så breder de sig som et net under jorden og sender masser af nye skud op. Fjernes de, når de er bittesmå, så er der stadig energi i plantens rødder til at vækste.

Det er en ulige kamp, for i et tætpakket bed som vores, er det umuligt at have overblik over snerlernes størrelse. Jeg får ofte først øje på dem, når de har arbejdet sig op i planterne. De breder sig lystigt, og jeg holdes beskæftiget.

Jeg har en mistanke om, at snerlerne er flyttet ind i haven sammen med kompost fra genbrugsstationen. Det blev lagt ud for år tilbage, og efterfølgende skød snerlerne op i samtlige bede. Nu har de også bredt sig til køkkenhaven, og det kan kun være via udlægning af min egen kompost, hvor der er fulgt frø med. Jeg smider næsten alt grønt planteafklip på komposten, for skulle jeg sortere frøukrudt og snerler fra, så vil det tage uanede mængder af tid. Jeg må leve med snerlerne.

Køkkenhaven

I et af bedene i køkkenhaven blev snerleplagen for voldsom. Det var i et af jordbærbedene, hvor jeg også dyrker hvidløg mellem jordbærrækkerne. Hvidløgene i dette bed var også angrebet af løgminerlarver, så bedet trængte til en fornyelse. I sommerferien blev det ryddet for jordbærplanter, snerlerødder og hvidløg. Alle plantedele blev kørt væk og kom derfor ikke på komposten. Jeg såede dild, koriander og hestebønner og priklede små salatplanter ud, som kan nå at vokse sig store i denne vækstsæson.

Udfordringen er, at der således går uorden i sædskifte og rotationssystemet i køkkenhaven. Derfor vil jeg senere på sæsonen plante bedet til med stauder, som jeg har forspiret og som nu står i potter. For at de skal kunne vokse sig kraftige, skal de i ”rigtig” jord, hvor de får den rette mængde gødning og plads til at rødderne kan vokse sig kraftige. Senere, når planterne skal bruges i staudebedene, graver jeg dem op, og flytter dem til deres blivende sted. Dette bed bliver planteskole i de kommende år, indtil jorden her forhåbentlig er renset for løgminerlarver og snerler samt andet, der kan forstyrre sædskiftet i køkkenhaven.

Sarte stauder i køkkenhaven

Nogle stauder skal blive stående i højbede i køkkenhaven. Vi har lerjord, og den egner sig ikke så godt til visse sorter af stauder, blandt andet anisisop og purpursolhat. Den almindelige anisisop ”Blue Fortune” klarer fint at vokse i staudebedene, og det samme gælder purpursolhatten ”Magnus” og typen ”Pallida”. Visse sartere sorter af anisisop og purpursolhat forsvinder dog efter en kold og fugtig vinter.  De bryder sig ikke om for våd og kompakt jord omkring rødderne i vinterhalvåret, men ynder en jord med godt dræn. Det får de med sikkerhed i køkkenhavens højbede. Jeg har derfor dedikeret et bed til dem, hvor de vokser sammen med prydgræsset fladaks, der er superfin til buketter og ligeledes udfordret af tung jord og vintervæde. 

Har man en fed lerjord, og har man en forkærlighed for planter, der ikke trives under disse vækstbetingelser, kan man skabe dem kunstigt ved at plante i højbede eller store kummer, hvor man blander vasket grus og kompost sammen med almindelig havejord.

Kålbedet fik insektnet

Kålbedet blev i god tid dækket med insektnet, der beskytter kålplanterne mod angreb fra kålsommerfugle. De sværmer i perioden fra juni til start september, hvor de søger værtsplanter, som de kan lægge æg på. Men de skal faktisk ikke lede længe efter ubeskyttede kålplanter i køkkenhaven. Kun 5 meter væk står blomsterkål frit og tilgængelig, men ingen kålsommerfugle har fundet frem til dem. De vokser godt klemt inde mellem artiskokker og blomstrende anisisop, der udsender en stærk duft. I bedet overfor vokser bronzefennikel og koriander. Måske gør denne sammenblanding af dufte kålsommerfuglen forvirret, så de ikke finder frem til blomsterkålene. Her er endnu et argument for at lade anisisop tage pladsen op i køkkenhavens højbede.

Bronzefennikel er blevet til ukrudt

Der skyder bronzefennikel op alle vegne i køkkenhaven. De kommer op mellem gulerødder og dild, hvor det kun er farven på løvet, der kan adskille planterne fra hinanden, når de er småplanter. Det har været næsten umuligt at luge mig igennem dem i starten på vækstsæsonen. Nu stikker bronzefennikel af i højden, og så rykkes de op. Jeg har fået en vis smag for urten, for den spises i store mængder, når de luges væk. Vi kan dog ikke nå at fortære dem alle, så mange ryger også i komposten.

Bronzefennikel er en flerårig urt, der bliver meget høj og danner store, flotte gule blomsterskærme, der er så fine som fyld i blomsterbuketter. Klippes de ikke alle af, dannes der frø, som også kan spises. De smager sødt af anis. Jeg lod dem blive og modne på planten sidste år, for jeg ville høste frøene til bagværk, salater og snaps. Ikke alle fik jeg klippet af i tide.

Moderplanten har jeg gravet op og flyttet et andet sted hen i haven, hvor den ikke laver for meget ballade, og hvor den gerne må smide frø og brede sig. En smukkere og mere smagfuld plante skal man lede længe efter.

Udtynding af frugt på træerne

Frugttræerne, der vokser i espalier, har sat rigelig mængder frugt i år. Hvis jeg orker det, kan jeg med fordel tynde ud i dem, så de resterende udvikler sig til store og saftige æbler og pærer. Jeg må sande, at det får jeg ikke gjort. Vi har været rigelig tilfredse med frugternes størrelse og smag de senere år, så tiden bruges på andet i haven.

Men det kan svare sig at tynde ud i blommerne. Især sætter Victoria-blommetræet masser af frugt, og det er hændt, at grene er knækket af under blommernes vægt. Hvis ikke vi tynder ud, går det også ud over smag og saftighed i blommerne.  Samtidig fjernes blommer, der er angrebet af svampen gul monilia. Vi ser den også i æbletræerne. Svampen får frugterne til at rådne på træet, og den kan brede sig fra frugt til frugt både på træet og efter høst, når æblerne ligger til opbevaring i trækasser.

Gul monilia udvikler sig lige før frugten modner. Nu kan jeg se små puder af gule svampesporer på nogle af blommerne. Hvis jeg ikke får alle angrebne blommer pillet af løbende, så overvintrer svampen i de indtørrede frugtmumier på træet. Når bladene falder af, er det nemt at få øje på dem, og hvis man fjerner alle mumier hvert efterår, vil svampen begrænses meget. Jeg bortskaffer alle angrebne blommer med dagrenovationen.

Beskæring af frugttræer

Frugttræerne får en beskæring i august. Det gælder både æble-, pære-, fersken-, blomme- og kirsebærtræer. Vi beskærer efter princippet om ”JAS-beskæring”, der dækker for de tre måneder J – Juli, A – august og S – september. Det er de bedste tidspunkter for beskæring af frugttræer fordi sårene efter beskæringen når at hele inden vinterens fugt og kulde, og den kraftigste sommervækst er aftaget. Træerne har opsamlet en masse energi og modstandskraft og har stadig nogle måneder tilbage at klare også en ret kraftig beskæring. Senere på året, hvor træerne er gået i dvale, er der ikke så meget modstandskraft tilbage i træerne, og de vil være mere modtagelige for sygdomme og svampe i de åbne sår.

At foretage en JAS-beskæring er især godt for blødertræerne. Det er træer, der kan forbløde, dvs. at væde fra træet løber ud af såret, hvis ikke det har modstandskraft til at hele det hurtigt. Blandt blødertræer er birk, valnød og ahorn samt stenfrugt såsom blomme, kirsebær, fersken og abrikos. De er ikke så hurtige til at hele sår, og samtidig får de let bakteriekræft, hvis sårene står åbne for længe.

Det er bedst at beskære er i tørvejr, for så tørrer såret hurtigt ud, og det mindsker risikoen for svampeangreb.

Frugterne i de fritstående frugttræer tynger grenene mod jorden, så vi næsten ikke kan komme forbi. Her skæres større grene af, selvom de bærer frugt. Det er næsten umuligt at komme til med havetraktoren uden at få ridser på ryggen.

Æble- og pæretræerne i espalier, har sendt lange lodrette skud, der ikke vil bære frugt til næste år, men derimod laver uorden i espalier-formen. Espaliertræer bærer frugt på vandrette skud, så det er ret let at overskue, hvilke grene, der skal beskæres. Jeg afkorter de lange, lodrette skud til ca. 5 cm.  De skud, der stikker vandret ud fra træet, klipper jeg også af, så træet opretholder sin flade espalierform.

Bærhaven

Der er plantet ribshæk som espalier omkring fælleshaven, hvor vi dyrker forskellige planter sammen med naboen. Ribsbuskene har givet utrolig mange bær, som er plukkeklare. Når jeg almindeligvis høster solbær, stikkelsbær og ribs, klipper jeg de bærende grene af og høster direkte fra dem. Det kan jeg ikke gøre med ribsbuske i espalier. Her plukker jeg bær fra buskene og beskærer dem bagefter i højden og i bredden, så de får en lav og flad vækstform.

I det tidlige forår fik jeg ikke klippet efterårshindbærbuskene ned. Sorterne ”Autumn Bliss” og ”Faldgold” sætter bær på første års skud. Det tager tid for skuddene at vokse sig store og danne blomster og senere bær. Hindbærrene er først modne sidst på sommeren. Fordelen ved efterårshindbær er, at de ikke får orm. Orm kommer når hindbærbiller lægger æg i hindbærblomsten, når selve bærdannelsen er begyndt. Det sker fra slutningen af maj til juli. Hos efterårshindbær sker blomstringen fra midten af juli, og det er udenfor hindbærbillernes æglægningsperiode. Da jeg ikke klippede hindbærbuskene ned i foråret, artede de sig som de almindelige sommerhindbær og satte bær tidligt.

Til næste år skal jeg være tidligt ude med beskæringen, så jeg kan plukke skåle fulde med hindbær uden at tænke på, om der følger orm med.