Naturalistiske haveanlæg

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Der er ingen tvivl om, at de naturalistiske haver er blevet populære. Det er ikke kun de yngre haveejere, der er optaget af at bringe mere natur ind i haverne. Interessen finder man hos alle aldersgrupper. Mange er bekymret for klodens fremtid på grund af klima- og biodiversitetskrisen. De velfristerede haver med sirlige grupper af blomstrende planter i afstemte farver, pænt adskilt fra hinanden af bar jord, er efterhånden en sjældenhed. På tværs af generationer og landegrænser er man gennem en årrække blevet mere bevidst om vilde og naturalistiske landskabers betydning for kloden og menneskeheden, efterhånden som de indskrænkes i en stadig mere urban verden. Derfor trækkes det vilde ind i haverne og i offentlige parkanlæg, og er en bevægelse, der næsten ingen ende tager.

Haver og parker skal ligne naturen, og de skal være fyldt med bier og sommerfugle, der mæsker sig i pollen og nektar. Blomster, urter og masser af prydgræsser skal væve sig ind i hinanden og danne et uigennemtrængeligt spind af vildskab.

Selvom de naturalistiske haveanlæg vinder frem, så er der alligevel en variation i stilarterne. Nogle er stramt styret, plejet og vedligeholdt af gartnere, hvor andre tillader, at naturen slippes mere løs, og man ser hvad der sker af vilde og spændende ting.

Jeg besøgte to store haveanlæg på min haverejse i Holland. Det ene var Vlinderhof – også kaldet ”Sommerfuglehaven”, som er en offentlig park designet af Piet Oudolf. Som navnet antyder, er haven fyldt med planter, der tiltrækker insekter og ikke mindst sommerfugle.

Det andet haveanlæg, jeg besøgte, var Jelle Grintjes store private have, der er åben for offentligheden et par dage om ugen i vækstsæsonen.

Høje, hvide hjortetrøst (Eupatorium maculatum ”Snowball”) dominerer bedene i Vlinderhof her i sensommeren. De er gentaget i flere af bedene, og skaber således sammenhæng på tværs af hele haveanlægget. Her ses et udsnit af anlægget, der tydeligt viser hvordan Piet Oudolf planter store grupper af stauder og græsser.

Den hollandske bølge

I Holland blev der for tre årtier siden skabt en bevægelse i hollandsk havekultur, der blev kaldt ”The Dutch Wave” og ”The New Gardening”. Denne bevægelse blev startet af fire hollandske landskabsarkitekter, som ønskede at forny måden, hvorpå man designer haver. Den hollandske landskabsarkitekt Piet Oudolf er gennem tiden nok den mest kendte af de fire. Om nogen formåede han at fange menneskers bekymring for fraværet af vild natur i især bynære omgivelser, og inspirere til en ny, naturalistisk havestil, der uden tvivl har sat sit aftryk på moderne havedesign gennem de sidste 20 år. Han er verdenskendt for sine revolutionerende beplantninger i store projekter som The High Line i New York og Lourie Garden i Chicago. I Danmark har han designet haven ved restaurant Noma i København.

*High Line i New York designet af Piet Oudolf*

Piet Oudolf´s designs

Piet Oudolf´s designs er ikke et stykke natur, som man bare kan kopiere ind i haverne. Det er mere en stiliseret og konstrueret gengivelse af den. Som Oudolf siger: “Jeg prøver at skabe naturen, som du ville ønske at se den” – det er altså en kontrolleret, omfortolket og vedligeholdt udgave af naturen, som giver indtryk af det vilde. Gennem årene har Piet Oudolf forsket i naturens planter og fundet frem til de arter, der kan styres – dem der ikke er invasive eller alt for sarte. De skal være pålidelige, hårdføre og lige så smukke i blomst som i frø, og så skal de kunne stå oprejst hele vinteren. Planterne skal tilbyde forskellige højder, teksturer og farver og generelt være skadedyrs- og problemfri.

Piet Oudolft henter inspiration fra det naturlige landskab. Dog er haveanlægget mere styret i modsætning til, hvordan planter arter sig i den vilde natur. Her ses med tydelighed, hvordan planterne væver sig omkring hinanden som bånd eller større grupper. Her vokser metalblå og hvid russisk salvie (Perovskia ”Little spire”), røde purpursolhat (Echinacea purpurea ”Fatal Attraction”), lyserød kattehale (Lythrum virgatum ””Swirl”), og bagerst ses den hvide og markante hjortetrøst (Eupatorium maculatum ”Snowball”).

Han har skrevet en del bøger med nøje optegnelser og beskrivelser af planter, deres vækstkrav og adfærd baseret på observationer og forskning. Jeg hiver ofte hans bøger frem fra bogreolen, når jeg anskaffer nye planter, som jeg vil prøve af under givne vækstbetingelser.

Det er blandt andet fra Piet Oudolf’s forskning, at jeg ofte benytter den robuste og oprette sankthansurt af sorten ”Matrona”, og den skønne purpursolhat ”pallida”. Jeg er også blevet bekendt med, at man skal være varsom med mosebunke (Deschampsia) for den frøsår sig villigt, så den skal kun bruges i anlæg, hvor den styres med hård hånd.

Mosebunke i forgrunden er en prydgræs, der er god til at binde grupper af stauder sammen, og at tilføre en skyagtig lethed til bede. Ulempen er, at den frøsår sig, så det kræver en del vedligehold.

Vedligehold

Vedligeholdelse af haver som dem Piet Oudolf designer indebærer bl.a., at man tidligt på sæsonen identificerer de selvsåede planter og fjerner dem, så den planlagte form og plantesammensætning i bedene fastholdes. Ellers skulle der ikke være meget andet vedligehold i løbet af sæsonen med at beskære, dead-heade (fjerne visne blomsterhoveder) eller fylde huller ud med nye planter. Der skal plantes tæt med flerårige stauder og græsser, og planterne skal stå hele sæsonen uberørt, for som Piet Oudolf siger: “A plant is only worth growing if it looks good when it’s dead”. Han mener, at døde planter er lige så dekorative med visne frøstande, blade og stængler, for en have skal være seværdig i alle fire årstider. Derfor udvælger og arbejder Piet Oudolf kun med planter, der skaber værdi året rundt.

Når man ser fotos af hans haveanlæg, er de imponerende selv om vinteren, hvor især græsserne står smukt med visne aks. Piet Oudolf bruger ofte strukturelle planter som kontrast til de lette græsser, hvor frøstandene hos f.eks. pragtskær, løvehale, røllike og havebetonie er virksomme som blikfang.

Iøjnefaldende frøstande, som kun er plantet enkeltvis, stammer fra pragtskær (Liatris spicata) (tv) og løvehale (Phlomis tuberosa ”Little Amazon”) (th). Det er her tydeligt at se, at visne planter har stor strukturel værdi.

Designet

I haveanlægget Vlinderhof var opsat en håndtegnet beplantningsplan med angivelser af placering af de forskellige sorter. Beplantningsplanen findes tilsvarende på havens hjemmeside som et interaktivt kort. Hvert bed og hver sort er nummereret, så man med nøjagtighed kan identificere dem, når man bevæger sig rundt mellem tusindvis af planter i det store anlæg. Det vidner om, hvilken pasning sådan et anlæg kræver, for planterne bliver hvor de er til tid og evighed.

*Håndtegnet plan over design og beplantning i Vlinderhof. Det findes som et interaktivt kort på parkens hjemmeside*

Piet Oudolf arbejder ud fra en filosofi der går på, at udover at udtrykket skal være naturalistisk, så skal beplantningen være bæredygtig. Der udvælges derfor de rette planter til rette sted, hvor der skal være et match mellem forskellige plantetyper, som stiller krav til samme jordtype og vækstvilkår såsom sol/skygge, fugt/tørke samt vejrforhold, og arrangerer dem side om side efter deres vækstmønstre. Det kaldes for matrixbeplantning, hvilket kræver et dybt kendskab til hver plantes opbygning og vækst. I en matrix vil planterne strikke sig sammen over og under jorden og danne et samarbejdende økosystem, der sparer på vandet og modvirker, at ukrudt overtager.

Man kan næsten fornemme et gitter lagt hen over hans tegninger, hvor planterne placeres i lag, der overtager blomstringen efter hinanden og danner grupperinger formet som bånd, cirkler eller spots med enkeltvist placerede planter, så der skabes små forstyrrelser i mønstrene

De store grupper af prydgræsser danner kittet mellem de farvestrålende grupper af stauder, som både samler og adskiller planterne. Jeg kan sidde i timevis og læse hans tegninger for at forstå hans logikker. Så slår jeg op i bøger for at få sikkerhed for mine antagelser om bestemte planters adfærd. Det lyder nok lidt nørdet, men når jeg tester plantekombinationer af, som jeg synes særlig godt om, i min egen- eller andres have, så giver det ligesom mening.

Prydgræsser bruges til at adskille og sammenbinde stauder. Til venstre og bagved skimtes en meget brugt sort af mosebunke (Deschampsia ”Goldtau”), der ellers har ry for at sprede sig voldsomt fra frø. Den robuste sankthansurt (Sedum ”Matrona”) er plantet i et bånd og danner kontrast med det mørke løv og blomster til den lysegrønne Blåstjerne (Amsonia tabernaemontana var. salicifolia). Bagved ses et bånd af en ofte brugt staude havebetonie (Stachys ”Hummelo”), der udmærker sig ved at danne markante frøstande, der holder sig fine hele vinteren.

Det er tydeligt at se, at det er en meget kompetent landskabsarkitekt, der kender sine planter til fulde. Piet Oudolf er en mester i at sammensætte stauder og græsser med forskellige strukturer, så man aldrig bliver træt af at kigge på hans bede. Her ses den brændt orange og ret dominerende solbrud (Helenium ”Moerheim Beauty”), som man næsten altid finder i hans anlæg. De er i selskab med den kuglerunde tidselkugle (Echinops ritro ”Veitch Blue”) og forrest frøstande fra havebetonie (Stachys officinalis ”Hummelo”). Yderst til højre ses den kridhvide mandstro (Eryngium yuccifolium). Der anes konturerne af den gule gyldenris (Solidago ”Goldenmosa”) der blødes op af forskellige prydgræsser.

Haven er velbesøgt

Vlinderhof passes af en masse frivillige. De har et stærkt fællesskab omkring planter og pleje af haven, og så deler de den store interesse for Piet Oudolf´s designs. Haven er også velbesøgt. Her hænger familier ud på de mange bænke, som er placeret rundt omkring på stierne, der forbinder de store organisk formede bede. Grupper af teenagere samles og holder picnic. Man støder på motionsløbere, børn der leger gemme og tagfat, plantenørder med notesbøger og kameraer, sommerfuglespecialister, bedsteforældre på udflugt med børnebørnene og kærestepar, som går tur i de romantiske omgivelser eller sidder og kysser hinanden gemt bag de høje, hvide hjortetrøst, som er plantet i store grupper rundt omkring i haven for at danne sammenhæng og blikfang. Det er en levende have på alle måder. Men natur vil jeg bestemt ikke kalde det.

Vlinderhof er godt besøgt. Langs med stierne er opsat bænke, hvor folk slår sig ned og nyder hinanden og haven. Forrest ses rosa kattehale, der læner sig smukt op ad prydgræsset Blåtop (Molinia ”Moorhexe”) med de markante mørke aks. Det er bestemt en prydgræs jeg vil bruge langt oftere end jeg gør i dag.

Jelle Grintjes private have

Jelle Grintjes private have på 5.000 kvm er kun 2 år gammel, men den ligner en have, der har været her i mange år. Den er fuldstændig groet til af stauder og græsser med enkelte træer placeret strategiske steder.

Før boede han med sin familie i et rækkehus i byen tæt ved. Her havde han lejet en grund af kommunen på sølle 1400 kvm, så han kunne eksperimentere med plantesammensætninger. Kommunen stillede en betingelse for lejemålet, at haven skulle være offentlig tilgængelig. Den var et vindue til omverdenen og dannede grobund for, at han i dag har en succesfuld tegnestue, hvorfra han designer haver og anlæg. Nogle kunder kommer langvejs fra og har valgt Jelle primært ud fra hans egen private havestil.

Jelle fik overtalt sin familie til at flytte til en nærliggende ejendom med meget mere plads. For haven var for lille til Jelle’s store ideer og iver efter at udvikle på sit design og eksperimentere med planter. Alle planterne fra den 1400 kvm store have blev gravet op, delt og plantet ud på 5.000 kvm. Jorden her er fed og leret, så der blev tilført en del grus til at gøre den lettere. Lidt ekstra planter blev anskaffet, og efter 2 år er det hele vokset helt sammen.

Jelle Grintjes står midt i et bedt omgivet af nogle af hans yndlingsplanter. Han holder om en af de højeste sorter af indianermynte (Agastache ”Blue fortune”) Den danner et fint modspil til den markante gule røllike (Achillea ”Moonshine”). Forrest ses små rødlige kvæsurt, som han har adskillige sorter af. Det er en af favoritterne blandt stauderne, for kvæsurt giver små vævre blomster.

En florlet havestil

Jeg blev opmærksom på Jelle Grintjes´ have via Instagram, hvor jeg især faldt for hans florlette plantesammensætninger, hvor han kombinerer forskellige arter af græsser med stauder, der har forholdsvis små blomster. Det giver en fin lethed og en beplantning, der bevæger sig i vinden. Han mikser mange forskellige arter af stauder og græsser på forholdsvis få kvadratmeter, så det ligner et sammensurium af vildskab. Det er helt bevidst, for bedene skal se så naturlige ud som muligt, og i modsætning til Piet Oudolf, må de ikke være så velordnede og arrangerede.

*Kvæsurt i forskellige sorter, farver og former samt kertepileurt bruges som lette stauder blandt prydgræsser*

Jelle tilslutter sig ”The Dutch Wave”, der er den bevægelse, som bl.a. Piet Oudolf var frontløberen for, men han ønsker at bringe den endnu tættere på det naturlige. Hans kritik af Piet Oudolf er, at der er for få variationer af forskellige planter over et givent areal. Det bliver simpelthen for kompakt og styret.

Jeg spurgte Jelle Grintjes, om det var ham, der tog styringen i hans egen have, eller om han lod naturens gang råde. Til det sagde han: – ”Det er mig der bestemmer, men jeg lader mig inspirere af naturens vilde udtryk”.

Når man kigger ud over Jelle Grintjes have fra terrassen øverst på grunden, ser man hvor vildt det ser ud med en mangfoldighed af stauder og græsser, der er mikset sammen i en form for pærevælling. Dejligt vildt og frodigt ser det ud, og slet ikke så styret og afgrænset som i Piet Oudolfs haveanlæg.

I et hjørne af haven ser det ud til, at planterne i den grad har taget styringen, for de er så høje, at man ikke kan kigge over dem og se, hvad der står bagved og længere inde i bedet. Jeg tænkte i mit stille sind, at det var spild af planter. ”Sådan kan jeg godt lide det. Jeg er en lille mand, der godt kan lide at blive væk i planter” – var Jelles kommentar til det. Men når jeg gik videre langs stien og drejede omkring hjørnet, så åbnede haven sig op, og jeg kunne se hen over bede så langt øjet rækker. Fra den vinkel kunne jeg så godt se, hvad der stod bag de høje planter. Mindre grupper af lette stauder omfavnedes af græsser, der bevægede sig i vinden. Nogle stauder stod bomstille midt i det hele, for de havde robuste stængler og var mere markante. Det var så smukt, at jeg blev rørt.

Heromme bagerst i haven kan man blive væk, for her rager prydgræsser, kongelys og mandshøje tidselkugler op over hovederne på os. Man mister helt udsynet over haven, men det kommer tilbage, når man drejer om hjørnet for enden af stien.

Jeg bruger ofte musik som metafor for udtrykket og stilen i bede, hvor planternes forskellige strukturer kan sammenlignes med instrumenterne i et orkester. Der er de bastante stauder, såsom solhat, solbrud og røllike, der danner tyngde ligesom bassen i et musikstykke. De lette vævende græsser danner violinerne, og så er der de fine blomsterstande, såsom kvæsurt, pileurt og djævelsbid, der slår tonerne an som klaveret og guitaren.

Denne metafor bruger Jelle Grintjes også, og det kunne vi grine længe over. Han skrev forleden til mig, efter at han havde fået øjnene op for skønheden i georginer, at de enkelte planter ikke er meget værd uden deres orkester, og dermed mener han nok, at georginer aldrig må stå alene i et bed.

Jelle’s have udstråler i den grad planteglæde. Han kalder sig selv for en ”freak”, for han eksperimenterer konstant med plantesammensætninger og observerer, hvordan de fungerer sammen. Han finder nye sorter som skal prøves af. Bliver en plante for dominerende, så bliver der ommøbleret. Mangler der bevægelser eller farver i bedet, så plantes der nyt.

Det er nok svært for andre at lave en nøjagtig kopi af Jelles bede, for de er uregerlige og er sandsynligvis ikke anlagt ud fra en nøje plan. Måske er der tænkt farvetemaer, højder og strukturer eller fordeling af mængder af græsser versus stauder. En ting er sikkert, de er designet med hjertet.

Her arbejdes med strukturer der gå på langs hos rølliken (Achillea ”Moonshine”) og på tværs hos prydgræsser med opretstående markante aks. Man får hele tiden øje på de fineste kompositioner, så det er en have man kan gå på opdagelse i. Mon ikke også at Jelle får en masse oplevelser forærende i planternes måske lidt tilfældige kompositioner.

Den gule farve er smuk i større haveanlæg, hvor de skaber et naturligt blikfang.
Jeg faldt især pladask for denne lysegule staude Prærie Coneflower med de hængende kronblade (Ratibida pinnata) (tv). Den bliver høj og er fin at plante sammen med høje hvide kvæsurt eller som her med en hvid kertepileurt (Persicaria amplexicaulis ”Alba”) og sandrørhvene (Calamagrostis acutiflora ”Karl Foerster”).

De vilde haver

Ingen af ovennævnte haveanlæg må forveksles med vilde haver, som er under stor udbredelse i Danmark. Mange vælger at give førstehjælp i startfasen af anlæg af en vild have, hvor der plantes hjemmehørende arter som erstatning for kulturplanter, monokulturer og plejede græsplæner. Flere planteskoler og gartnerier sælger hjemmehørende, vilde planter, der udmærker sig ved at være gode værtsplanter for mange af de truede insekter.

Man skal helst lade de vilde haver klare sig selv uden vores indblanding. Også selvom nogle af de hjemmehørende arter breder sig meget og nemt kan komme til at udkonkurrere andre. Jeg har oplevet, at slangehoved har indtaget et større område ved en af de naturhaver, jeg har designet. Måske ville Piet Oudolf have rystet på hovedet ad mig, når jeg kan finde på at plante ustyrlige planter ud mellem andet. For man må ifølge ham ikke pille visne frøstande af, og så selvsår slangehoved sig uhæmmet.

Måske havde Jelle Grintjes også rystet på hovedet ad mig, selvom mosebunken havde gjort det samme i hans have, hvor den havde sået sig selv i store områder, og det vil kræve et ret stort lugearbejde.