Efterår – vi skruer ned for farverne

Date
sep, 25, 2023

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Det er vist på høje tid at få skiftet de kedelige sommerblomster ud, som står rundt omkring på terrasser og ved indgange til huset. Jeg er lidt træt af at kigge på dem, og trænger nu til lidt nyt, for årstiden har ændret havens udtryk, og så skal krukkearrangementerne følge med.

Efteråret maler haven gylden, og mange af de sent blomstrende stauder har toner af lilla og bordeaux. Morgendisen lægger sig over haven som et slør, der dæmper de grønne farver, så de får en grålig tone. Når der skrues ned for farverne, minder det mig om, at vi snart er på vej i vinterhi, og så passer sommerens struttende og farverige blomster ikke længere ind. Men krukkerne skal ikke stå tomme, så de fyldes igen med planter, der hører årstiden til.

Efteråret farver haven gylden. Det er smukt at samle græskar som dekoration blandt krukkerne

Flerårige planter i krukker

Jeg bryder mig ellers ikke om at kassere for mange planter, så de fleste, jeg har stående i krukker, er flerårige. Har de som sæsonplante udtjent deres værnepligt i krukker, ryger de ud i havens bede, og kan vokse videre der. Andre kan bruges året rundt og vil passe godt ind, om det er forår, sommer, efterår eller jul. Det er f.eks. de stedsegrønne buske, træer og prydgræsser, hvor nogle vil stå med vissent løv og smukke frøstande gennem vinterperioden.

Nu kan man købe efterårslyng i skønne farver. Nogle er endda flerårige og kan sættes på depot, når jeg ikke gider at se på dem længere. For lyng vil helst vokse i sur jord, og det har jeg ikke i haven.

Hortensia står med store blomsterhoveder i smukke purpur nuancer. De giver farve til krukkearrangementerne, og så behøves jeg ikke at skaffe de traditionelle efterårsblomstrende chrysanthemum i forskellige farver, som bliver til store farvestrålende kugler. De flytter nok aldrig ind i min have, for de ligner for meget sommerblomster, og dem har jeg rigeligt af i skærehaven og i det store blomsterrige georginebed. Når man er en planteglad havenørd, burde man holde af alle slags planter. Men der er nogle, som jeg går en bue udenom. Nej, jeg vil drosle farverne- og det voluminøse ned og i stedet vælge planter, der er fine og lette som en diset morgenstund i haven.

Design af krukkearrangementer

At designe krukkemiljøer, der fungerer, er lidt ligesom at designe bede og sammensætte planter, som supplerer hinanden. Derfor vælger jeg planter med forskellige vækstformer, bladformer, græsstrå, nåle og blomsterstande. På gårdspladsen fletter jeg prydgræsser sammen med havtorn, fyrretræer, bregner, lyng, slyngende sommerblomster i stativer, lidt stauder og forskellige træer og buske.

Jeg planter således i tre etager. Der er de lave bunddækkende græsser såsom blåaks og bjørnegræs, de lave Mexikansk bakkestjerne, der ligner bellis, og som også bruges som bunddækkende plante under træerne i de store krukker. Her er mellemhøje prydgræsser med vævende aks såsom rørhvene, elefantgræs, pibegræs, staudehirse og lampepudsergræs. Sommerblomsten ”Susanne med det sorte øje” slynger sig op i et par plantestativer og passer så smukt sammen med den grålige havtorn. En stængel er på vej op i trækronen på pilebladet pære og snor sig lystigt op ad stammen.

Buksbomkugler, småbladet kristtorn og lave fyrretræer danner rolige flader under piletræet ”Mount Aso”, pilebladet pære og morbærtræet. Sankthansurt og kæmpeverbena giver rosa og lilla farver i et af arrangementerne sammen med den mørke bordeaux hortensia ”Magical Hydrangea”. Den naturlige stil i krukkearrangementerne på gårdspladsen understreges af brændestablerne. Her ses bl.a. hortensia, fyr, sankthansurt og græsser. En matgrøn vandkande er både til pynt og nytte.

Planterne i de rustne jernbeholdere skiftes jævnligt ud, for her er ikke meget plads til at rødderne kan udvikle sig optimalt. Det, der klarer sig bedst, er de små træer, som jeg har gravet op i min storebrors skov. Her er mini bøgetræer, rødgran og fyr. For at få bevægelse i forløbet plantes nogle af beholderne til med lave prydgræsser, bregner, mosser, ”Pletter i luften”, hebe og mexikansk bakkestjerne.

Noget bevares, som det er

Omkring det sorte anneks fungerer sommerens planter stadig fint. Her har hortensia paniculata ”Little lime” stået hele sommeren i selskab med pampasgræs, der nu er fyldt med brusende aks. Hortensiernes blomsterstande har skiftet farve fra hvidt og lime til gammelrosa.  Det passer smukt med den høje sommerblomst ”Kiss me over the gardengate”, som jeg skal huske at tage frø af til næste års såning, for den er ikke vinterhårdfør. Jeg har glemt at formbeskære en småbladet kristtorn, så den er skudt i vejret og ud til siderne. Det gør ikke spor, for så dækker den for den lidt kedelige bund under den store engletrompet. Den skal jeg huske at flytte ind i det frostfrie udhus, når der er udsigt til nattefrost.

Brændevæggen som scene for krukker

Nogle områder i haven er nemmere at pynte op med krukkemiljøer. Brændevæggen, som blev sat op sidste efterår, er en virkelig god baggrundsscene til at skabe sæsonbestemte miljøer. Blåregnen er beskåret, så den fletter sig smukt ind mellem de bærende stolper i brændevæggen.

Temaet til krukkerne på denne lille terrasse foran brændevæggen er urter af forskellig slags plantet i rustikke potter. Her er også placeret et vandfad i glaseret stentøj, lave stole som altid dækkes med lammeskind, samt et bakkebord i rustent jern fyldt med små lerpotter med forskellige urter. Udtrykket skal være rustikt og naturligt. En hortensia er på vej til at visne, og efterårets forfald er noget af det fineste. En lav bådformet krukke er fyldt med husløg i forskellige størrelser og nuancer, hvilket passer godt sammen med et par spøgelsestræer i små patinerede potter dækket af mos.

(Den bådformede krukke og vandfad er fra Farmshop Enggaarden)

Terrassen ved køkkenet

Det bordeaux tema fortsætter om til terrassen ved køkkenet.
På spisebordet har jeg plantet 10 lave og tætte lyngplanter i en sart lilla farve i en stor bådformet krukke. Jeg er vild med enkelheden og køligheden i dette arrangement, der matcher flot til den gamle engelske parkbænk

Træterrassen

I sommers var det blå farvetema dominerende i krukkerne på træterrassen ud for tegnestuen. De blå fjerblomster er stadig fine, nogle af lavendelplanterne remonterer og står i blomst, og den lave kæmpejernurt ”Lollipop” står i fuldt flor. Jeg har suppleret med lidt nye lavendler for at friske det hele op. Når de er afblomstret, skal de erstatte nogle gamle langbenede lavendler som har været ved at drukne i storkenæb i bedet langs frugt-espalieret.  

Skærmliljerne har blomstret rigt i år, selvom de fik en dårlig start på året. Nu er de afblomstret. Jeg har klippet de visne frøstande af, selvom jeg plejer at lade dem stå. De var ikke så fine længere, måske på grund af den voldsomme regn, der har slået dem lidt omkuld. Jeg lader skærmliljerne stå indtil frosten kommer, og så stilles de ned i drivhuset.

Skyggesiden af huset

Adgangen til grunden løber langs den nordvendte gavl på det gamle bindingsværkshus. Jeg overvejede på et tidspunkt at etablere et skyggebed op ad husets sokkel, men er kommet fra det. I stedet har jeg krukker stående tæt sammen i hele husets længde. Da det vender mod nord, fyldes krukkerne med skyggetålende planter. Jeg vælger planter som repræsenterer de 4 årstider. Nu står de farvestrålende hortensia ”Magical Hydrangia” sammen med forskellige hosta, der forfalder så smukt, når vi kommer længere hen på efteråret. Her er kilet bregner og enkelte græsser ind. I store pilekurve vokser cedertræer og danner højde på begge sider af den gamle hoveddør. Formklippede buksbom og lave fyrretræer danner ro i arrangementet. Til jul skiftes hosta og hortensia ud med nåletræer. I det tidlige forår vil påskeklokker, hornvioler og løgplanter byde det nye år velkommen, og sådan kan man lege med årstidens planter og sætte dem sammen i et utal af variationer. 

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.