Farvel til havesæson 2023

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Når jeg når til dette tidspunkt på året, er mit fokus mest rettet mod at gøre haven klar til vinter. Der er stadig en masse at tage sig i haven, men det er også tiden at kigge tilbage på årets havesæson. Hvad er gået godt, og hvad er gået mindre godt? Det er nemlig gennem succeser og udfordringer, at man lærer bedst. Man kan følge nok så mange råd fra kyndige folk om dette og hint, men det er ofte først, når man har haft det gennem hænderne og har gjort sine egne erfaringer, at man bliver klogere på planter, jord og andet levende, som vi omgiver os med i en have.

Havesæsonen 2023 har budt på lidt af hvert her hos os.

Overvintring af planter i små potter

Gennem mange år har jeg haft potter med småplanter stående på depot gennem vinteren. Det er planter, som jeg har delt, sået og stiklingeformeret. Nogle har jeg gravet op som bittesmå selvsåede planter, der er værd at gemme til senere brug. Andre har jeg købt men ikke fået plantet ud endnu, for der er knap med plads på vores 3200 kvm store grund, der efterhånden er plastret til med bede.  Det lyder paradoksalt med alle de kvadratmeter, at vi mangler mere plads. Men planteglade havetosser, som jeg vil kalde mig selv, vil nikke genkendende til udfordringen med at begrænse sig, når nye smukke planter frister på planteskoler og markeder, og man ikke kan nænne at smide dem ud før de er døde af sig selv.

Jo flere planter, der ryger på depot, jo større skal depotet være, og jo mere vand skal der bruges på at sørge for, at planterne overlever. Har de stået for længe i potter, kommer de til at mangle næring og så ser de sølle ud, fordi rødderne får for lidt plads til, at planten kan udvikle sig optimalt. Så skal hundredvis af planter pottes i større potter, der giver større planter, som fylder mere. Det er en skrue uden ende.

I vinters måtte jeg tage alle 14 klapborde i brug som halvtag, der beskytter de pottede planter mod for meget vintervæde. For der var ikke plads til flere under halvtag og udhæng på huset. Her var mange potter med pragtkerte, hampstokroser, solhat, verbena, ridderspore og masser andre sorter, som jeg havde sået sidste efterår. Kun halvdelen af dem overvintrede. Om det skyldes de meget svingende temperaturer – fra hård frost til fugtigt vejr, udtørrende vind og et sent forår, at så mange døde, er mig stadig en gåde. Jeg ved, at kombinationen af for meget vand og frost, slår planterne ihjel, det samme gør udtørring.

Pladsmangel og lav succesrate på overvintring af småplanter i plasticpotter fik mig til at træffe en beslutning. Alle gemmeværdige stauder og græsser plantes løbende ud i køkkenhaven og skærehaven i takt med at de tømmes for afgrøder og sommerblomster. Her vil de udvikle sig optimalt gennem vinteren. 

I mit stille sind tænker jeg på, om jeg måske ikke bare skyder problemet foran mig, for jeg får aldrig plads til alle de planter. Haven er snart helt dækket af bede propfyldt med skønne planter, som trives rigtig godt i den fede næringsrige jord. Når vi så når til foråret, er det svært at finde plads til ærter, dild, gulerødder bønner og alle de smukke forspirede sommerblomster, som jeg sår i hundredevis indenfor i huset under vækstlys.

Nye bede

Nu hvor plantedepotet er tømt for plasticpotter, er der pludselig blevet frigjort en masse plads. Her voksede også hindbær infiltreret af skvalderkål, men de er blevet gravet op. Nogle er plantet i spande med huller i bunden og er flyttet bagerst i haven, hvor jeg har oprettet et nyt plantedepot. Ikke alene skyder jeg problemerne foran mig, jeg rager også nye til!

Nedlæggelse af det gamle plantedepot giver mulighed for, at jeg kan designe et nyt haverum med store bede, der skal danne hjem for mange af de planter, der før boede i plasticpotter. Jeg udvælger dem, som foretrækker en solfyldt plet. De skal give blomstring i hvide, gule og blå farver fra tidligt forår til sent efterår. Og så skal der selvfølgelig flyttes en masse selvsåede påskeklokker herom, for de spirer villigt op under havens pragteksemplar af en fyldt, cremefarvet påskeklokke. Så må vi se om farven holder. For påskeklokker har en tendens til at blande sig med hinanden, når de får besøg af flittige brumbasser, og så kan man ikke være sikker på, hvilken form og farve blomsterne giver. Vi må se, hvor det bærer hen. Påskeklokker er ikke glade for at blive flyttet rundt på, og så må jeg nok acceptere, at mine farvekoordinerede havedrømme i gult, hvidt og blåt blandes med rosa, brunt og bordeaux, og således går designet lidt fløjten.

Bærbuske og blomster i et bed

Jeg bryder mig slet ikke om bar jord. Den skal dækkes med planter, der holder på fugten. I naturen vil bar jord hurtigt blive indtaget af vilde planter, og hvorfor ikke efterligne naturens gang.

Denne tanke styrede også min idé, som jeg førte ud i livet sidste efterår. Den gik ud på at så jorden mellem bærbuskene til med flerårige, insektvenlige, blomstrende planter. Så giver de da nytte for de trængte vilde bier. Jeg købte en frøpose med en blanding af cikorie, gul okseøje, vild gulerod, natlys, bibernelle, katost og røllike m.fl., hvor de nævnte var de mest spirevenlige. Cikorie blev over to meter høj og stod tæt. Gul okseøje tilluskede sig en del plads mellem cikorien, og de andre planter kæmpede om resten af pladsen.  Godt gemt under blomsterne stod bærbuske og havde det rigtig skidt. De fik ikke nok lys, vand og næring, så de gav få og meget små bær. Et par af bærbuskene var endda døde.

Jeg rykkede alle cikorieplanterne op for at give lys og luft til bærbuskene. Men så stod de andre blomster på spring og nød godt af regnen og den milde september, så nu må man igen kæmpe sig vej ind til de skrantende bærbuske.

Jeg må erkende, at man ikke kan kombinere høje vilde blomster med bærbuske. Der er således to veje at gå. Enten skal blomsterne graves op, eller også skal bærbuskene flyttes. Jeg vælger det sidste.

De gamle æbletræer dør

De gamle æbletræer i haven blev plantet omkring år 1900, måske tidligere. Et par stykker har været så gamle, knortede og hule, at de har stået med stok i nogle år. Da sommerstormen rasede i starten af september, faldt de om. Hverken stok eller stamme kunne holde dem oprejst længere. Jeg må indrømme, at jeg blev noget trist, for de har trofast leveret store saftige cox-orange æbler år efter år. Sidste år høstede jeg flere kasser. Nu er der ikke et eneste tilbage i haven.

Gamle frugttræer har også en charme i en have og de skaber en helt særlig stemning. Jeg skal vænne mig til, at flere af træerne dør i de kommende år. Det bliver svært. Et af kæmperne blandt Belle de Boskoop træerne smed bladene i juni og er også ved at takke af. Det er hverken hult eller knortet af kræftknuder, men har vokset tæt på et elmetræ, der blev angrebet af elmesyge, og et valnøddetræ, der fik svamp og væltede. Måske er det blevet smittet, eller også ældes det anderledes. Dødt er det og det bliver fældet i efteråret.

Alle disse døde træer giver plads til andre vækster, for pladsen skal fyldes ud.

Der anlægges en bærhave, hvor Belle de Boskoop træet stod. Bærbuskene flyttes herned, hvor der er knap så meget sol. Men det må være en bedre vokseplads end under en skov af cikorie, okseøje, vild gulerod og andet godt.

Et morbærtræ, der ikke længere trives i en stor krukke, plantes ud, hvor de gamle træer med stok har vokset. For man kan ikke plante kernefrugt, hvor der tidligere har vokset kernefrugt, så jeg skal vælge stenfrugt eller nødder. Et morbærtræ er en såkaldt “falsk frugt”, der ligner brombær, men frugterne er sammensat af mange små stenfrugter. Så det vil trives her, hvor der er solrigt og læ.

Træer vokser os over hovedet

For år tilbage plantede vi en valnød side om side med en sydbøg mod syd. Hensigten var, at valnødden skulle vokse sig stor og danne skygge til skovbedet. Men valnød vokser langsomt, og sydbøgen vokser hurtigt og ville fungere som skyggegivende ammetræ. Nu er der ikke længere plads til dem begge. I mellemtiden er vi blevet vældig glade for sydbøgen og vil prøve at flytte valnøddetræet ned i frugthaven, hvor det andet gamle æbletræ med stok stod.

Vi må se og erfare, om det lykkes at flytte et stort valnøddetræ med et kæmpe rodnet. Det skal ske, når valnødderne er høstet og træet har smidt bladene. Den bedste tid at flytte træer, er når de er i hvile.

Jeg har altid sagt til mig selv og til andre, at man skal tænke sig godt om, når man både fælder eller planter træer i haven. De tager mange år om at vokse sig store. Er de først vokset til, er de svære at flytte. Jeg vover alligevel forsøget.

Vi lader græsset vokse

Det værste jeg ved er at sidde på havetraktoren og slå græs under træer. Jeg får ridser på ryggen og hul i hovedet, når jeg gang på gang støder på grene, der tynges ned af moden frugt. Det tager lang tid og det er irriterende at rive nedfaldsfrugt sammen inden græsslåning. Nogle gange har jeg sprunget det over, og så bliver der et værre smat. Nogle af de hårdeste æbler sidder af og til fast under havetraktoren og trækkes rundt i haven imens det laver et dybt, grimt spor i plænen.

For et par år siden besluttede jeg mig for at lade græsset gro under æbletræerne nede bagerst i haven. Jeg stoppede med at slå græsset sidst i maj, for på dette tidspunkt startede de vilde blomster, som gror i plænen, at skyde til vejrs og blomstre. Det blev en stor succes, for her er halvskygge, og selvom tørken gjorde plænen vissen på de solfyldte områder i haven, forblev den grøn her. Det var et forfriskende syn. Inden længe vil jeg slå det lange græs og rive det sammen, så der kommer lys og luft til blomsterne. Det bliver et stort arbejde at samle nedfaldsfrugter op, inden græsset slås, for de kan ikke rives sammen i det høje græs.

Frugttræerne vokser ikke kun i den bagerste del af haven. Der er et par gamle æbletræer, som vokser i prydhaven. Grenene når helt ned til jorden, for de tynges af enorme mængder frugt, for i år er et sand frugtår.  Den seneste måned har jeg undladt at slå græs under dem. Jeg overvejer, om jeg skal lade det gro her også fra sidst i maj, selvom træerne står i prydhaven mellem velpassede bede og prydtræer. Det må komme an på en prøve, for permanente ridser på ryggen og huller i hovedet har ingen gang på jord.

Hjertetræet skranter

Jeg fik engang fortalt, at når træers grene dækkes af lav helt ude i grenspidserne, så er det tegn på dårlig saftspænding og nyvækst. Det blev sammenlignet med dårligt blodomløb hos mennesker. Sådan ser hjertetræet ud, der ellers står så smukt i det hvide bed foran det sorte havehus. Det er plantet der, fordi det har de smukkeste stammer og fineste løv, der lader lyset skinne igennem.

Løvet på hjertetræet har været grimt siden 2018, hvor vi havde tørke, og er ikke helt kommet sig, for løvet er hvert år begyndt at få visne bladrander fra sidst i juni. Jeg har forsøgt at give det førstehjælp ved at placere 12 liters murerspande med huller i bunden som fyldes med vand og sættes under træet. Det har måske holdt træet i live, men smukt bliver det aldrig, så det skal fældes.

Vi kan trøste os med, at hvis det stortrivedes, ville det have vokset sig meget større og skygge for solcellerne på det sorte havehus.

Et nyt træ skal findes til denne plet. Det skal kunne klare tørke, for placeringen er stik syd. Det må ikke blive for højt og kompakt, det skal have smukke stammer og et fint let løv. Det kan jeg så bruge de næste uger på at tænke over, for træer skal helst i jorden i november, så de kan etablere sig inden et nyt forår banker på.