Hestehaler og pudderkvaste – et planteportræt af kvæsurt

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Bolig)

Jeg har længe været betaget af stauden kvæsurt med det botaniske navn Sanguisorba. Den første jeg fik øjnene op for, var lægekvæsurt, der er anderledes end mange andre stauder, jeg havde set før. Den har bordeauxfarvede næsten kuglerunde blomster for enden af en meget lang stilk. Ved en tilfældighed havde jeg plantet den oveni nogle middelhavsprydløg, der også har rundovale blomster, og det så helt fantastisk ud.

Men så opdagede jeg, at kvæsurt byder på så meget andet, for de findes i mange flere farver og former, end jeg først troede. Nogle har pinkfarvede duske, der hænger ned som lange hestehaler. Der er dem med buttede blomster, som ligner pudderkvaste.  Nogle har oprette tætte toppe, der passer ind i næsten alle staudebede, og så findes de endda i mange farvenuancer, der spænder fra de helt mørke purpurfarver over røde, pink, rosa og hvide.

Kvæsurt er efterhånden blevet en af mine favoritter i haven.

Oprindelse

Lægekvæsurt Sanguisorba officinalis er hjemmehørende i Danmark, hvor den vokser vildt på enge, i vådområder og langs skovbryn. Man kan være heldig at støde på dem i Midt- og Østjylland og i Nordsjælland. Plantens rod, kendt som “blodrod,” har været anvendt i traditionel medicin i århundreder. Man brugte den til behandling af forskellige lidelser, herunder sårheling og blå mærker, da man mente, at den kunne stoppe blødninger.

Jeg har nu kun puttet kvæsurtens blade i munden, for de kan spises og smager af agurk.

Gennem tiden har man forædlet forskellige hybrider af den oprindelige kvæsurt for at fremme forskellige egenskaber såsom blomsterfarve, størrelse og form. Det er imponerende, hvad denne forædling har frembragt af forskelligartet udseende og egenskaber.

Kvæsurt i havens design

Det er først de seneste par år, at kvæsurt er blevet kendt og brugt i de danske haver. Der er endnu ikke så mange sorter på markedet. Måske er det fordi, man synes kvæsurt er for særpræget og anderledes end de mest velkendte planter, vi igennem mange år har dyrket i haverne. Det er også svært at finde sammenlignelige planter til kvæsurten ’Lilac Squirrel’, der har blomster som lange, duskede, pink haler.

Det er ikke fordi kvæsurt ikke kan trives i det danske klima. Det kan den sagtens, også mange af de særprægede sorter.

Da jeg i sommers var i Holland for at opleve de naturalistiske haveanlæg, kunne jeg konstatere, at kvæsurt ofte blev brugt især sammen med prydgræsser. Det var ikke ualmindeligt, at man havde plantet flere forskellige sorter af kvæsurt ved siden af hinanden for at udnytte både sammenligneligheden og forskelligheden mellem dem.  

Mange af os følger den traditionelle og lidt konservative forståelse af, hvordan bede bør bygges op med de laveste planter foran og de højeste bagved. Her har de engelske haver været forbilledet, hvor de lange staudebede bygges op i etager.  Her bruger man stauder med et let udtryk mellem de tungere for at adskille og binde sammen som i en buket.

I Holland bevæger man sig mere hen mod det vilde og tilfældige udtryk i sammensætningen af planter. Her kan de lette kvæsurt godt være den dominerende plante sammen med lette græsser, og hvor man supplerer med få stauder med et mere kompakt og tungt udtryk som kontrast. Måske er det den vej, haveverdenen flytter sig i disse år.

Forskellige sorter

Kigger man til udlandet, er der masser af forskellige sorter at vælge imellem.

Det er også ligetil at forædle på dem, for de krydser sig mellem hinanden og sår sig villigt. Står der en mørkerød og en hvid kvæsurt ved siden af hinanden, kan den ende med en lyserød sort med en helt anderledes blomsterstand. Under min guidede tur i Jelle Grintjes have i Holland, kunne han ikke navngive alle kvæsurt. Han gjorde faktisk en dyd ud af at fremhæve naturens fantastiske hånd, der kunne frembringe nye vidundere. Den samme fascination har jeg af påskeklokkerne i min have, der krydser sig med hinanden og skaber helt nye farver og former.

Den laveste af de kendte, navngivne sorter er ‘Little Angel’. Den er væsentligt lavere end de fleste kvæsurt. De har korte blomsterstængler, som bærer små oval-kugleformede, mørkerøde blomster. Løvet er samlet i tuer tæt ved jorden. Bladene er bittesmå, grønne med hvide kanter. Denne lave sort bruger jeg som bunddækkende kantplante. Den bliver ikke mere end max 25 cm. høj, når den blomstrer.

Den højeste jeg har i haven er den hvide sort ’Figaro’ der kan blive op til 180 cm. høj.  Den lader jeg vokse sammen med elefantgræs, hvilket er virkelig flot.

Den med de længste, buskede haler, som jeg har stående i et stativ, så den ikke vælter, er den markante sort ‘Lilac Squirrel’. De er ret pink i farven, så man kan se den på lang afstand. En lidt mindre søster er ’Pink Brushes’, som er ved at finde sin plads i mange danske haver. Den er lavere og mere dæmpet i farven og er sat i produktion hos danske gartnerier.

En meget flot ny sort på det danske marked er ’Black Thorn’. Det er en høj kvæsurt med kraftige blomsterstængler, der kan holde den oprejst uden støtte. Den har virkelig flotte oprette, aflange, rosa-pink blomster, som ligner flaskerensere. Blomsterstænglerne, som er kraftigere end hos de fleste andre kvæsurt, vokser fra en tæt, lav bladroset, hvor bladene sidder på stængler med små, aflange, ovale blade.

’Pink Tanna’ er også en af de første forædlede kvæsurt på det danske marked. Den har dog været til hyppig irritation hos mig, for den vælter nemt. Jeg kan snildt finde andre mindst lige så fine rosa sorter i udlandet, der er bedre til at holde sig oprejst.

Jeg må håbe på, at de danske gartnerier sætter flere sorter i produktion. Jeg vil særligt kigge efter de mørkerosa ’Raspberry Coulis’ og ’Pink Elephant’. Ellers må jeg en tur til Holland igen og fylde bilen med de mørkerøde ’Pieters’, ’Lum’ og ’Miss Elly’.

Jeg må også finde flere hvide sorter, for jeg kan sagtens se for mig, at mine nye bede med hvide, gule og blå stauder skal have selskab af den lidt buttede ’Burr Blanc’ og den meget høje ’All Time High’.

Blomstringsperiode

Sanguisorba blomstrer typisk i sommermånederne, hvor de tidligste sorter springer ud i juni. De har en lang blomstringstid helt frem til august – september. Over en lang periode sætter de nye knopper, som når at springe ud. Hos de buskede sorter vil der både være halvvisne blomster og friske knopper. Så det vil pynte at gå dem efter og klippe de visne blomster af.

Blomsterne på kvæsurt er fyldt med nektar og pollen, som tiltrækker bier og sommerfugle. De hører jo også med til det naturlige, vilde udtryk i bedenes design.

Foretrukne voksested

Kvæsurt er en nem staude, der trives de fleste steder i haven. Den kan vokse i sol og halvskygge. Den ideelle jord til kvæsurt er en humusrig, lerblandet jord, der er fugtighedsbevarende. Kvæsurt tåler ikke, at jorden tørrer ud i længere perioder.

Da den trives i fugtig jord, vil den kunne vokse på kanten af regnvandsbede og vil derfor passe rigtig godt ind i haverne med de klimaudfordringer, vi efterhånden oplever med ekstremt vejr, hvor haverne fyldes med vand.

Formering af kvæsurt

Man kan indsamle frø fra kvæsurt, når den er afblomstret og frøene er modne. Det kan man se, når man nemt kan pille dem fra stilken. Frøene kan sås direkte på det ønskede sted om efteråret eller tidligt om foråret. Dette giver planterne mulighed for at spire og etablere sig naturligt. Man kan også forspire i såbakker, så man bedre kan kontrollere, hvor småplanterne skal prikles ud. Ved frøformering kan man aldrig være helt sikker på, hvordan blomsten ser ud, da den kan have krydsbestøvet sig.

Vil man være helt sikker på, at planterne er de samme som moderplanten, så er det bedre at dele gamle, veletablerede kvæsurt. Dette gøres normalt i det tidlige forår eller efteråret, når planten er i dvale. Hele planten graves op, rødderne pilles fra hinanden og plantes nye steder i havens bede.

Man kan også stiklingeformere kvæsurt. Man tager en stængel fra planten og stikker den i fugtig jord. Man skal sikre sig, at stiklingen har synlige knopper/anlæg til sideskud, da de nye rødder vil udvikle sig herfra. Hold stiklingen fugtig, indtil den danner rødder, hvorefter den plantes ud i haven.