Mange af os har lige pludselig fået mere tid hjemme, også sammen med vores børn. Der er mange der på de sociale medier udveksler ideer til aktiviteter, man kan lave med sine børn, gode film man kan se sammen, udveksling af vilde bageopskrifter eller familiespil og lege, man kan fordrive tiden med.
Jeg vil her komme med mine bud på, hvad I kunne lave sammen, og det er naturligvis i haven.
Tag børnene med i haven
Hvis I har børn, så er det måske nu, at der skal sås en lille spire hos dem, så de senere i livet får lyst til at dyrke jorden på vores smukke planet. Det handler om at pirre deres nysgerrighed, hvor det er oplagt at forspire frø til blomster og grøntsager sammen med børnene, se frøene spire og følge dem vokse sig store nok til at plante ud i haven.
Men lige nu skal vi ud i haven og bruge kroppen. Børnene kan være med til at beskære buske og træer i haven, der har vokset sig for store, eller er blevet til et vildnis. Af det kan man bygge huler, lave et kvashegn eller måske brænde noget af det tørre træ af på et lille bål.
Her skal I huske at følge de regler, der gælder for bål i haven, hvilket man kan læse om på beredskabsstyrelsens hjemmeside. Se endvidere uddybning af reglerne her: https://troensehaven.dk/2020/03/29/regler-vedrorende-mindre-bal-i-haven/
Martsvioler bliver af mange mennesker betragtet som ukrudt. De har også en tendens til at brede sig og så sig overalt. De kan spises og smager så skønt på kager. Send børnene ud og pluk dem til kager. Er der rigeligt, så kan de også kandiseres til senere brug.
Har I hornvioler i haven, så prøv at spise dem. De smager dejligt af jenka-tyggegummi.
Lug og brug ukrudtet fornuftigt
Rundt omkring pibler det op med ukrudt. Skvalderkål og brændenælder er allerede langt fremme. Hvis I bekæmper det nu, så mindskes lugearbejdet i resten af sæsonen. Tag det når det er småt, for så er det lettest at få det hele med op. Ukrudtet har i foråret travlt med at udvikle kraftige rødder, så det kan brede sig og vokse sig stort. Når jorden er fugtig og porøs som nu, så er tidspunktet ideelt til lugning. Hvad der fjernes nu, kommer ikke tilbage. Sæt jer på hug i det skønne solskin, og lug bare løs. Hvis I lader ukrudtet ligge i solen og tørre lidt ud, så kan det smides på komposten bagefter, for det har endnu ikke sat frø.
I kunne måske bruge lidt ekstra tid på at undersøge, hvilket slags ukrudt det er, I luger op. Vidste I, at meget af det kan spises, og noget kan bruges som gødning?
Identificer ukrudt og andre planter ved hjælp af en app
I kunne måske bruge lidt ekstra tid på at undersøge ved hjælp af en app, hvilket slags ukrudt og andre planter, der er i haven. Der findes en app der hedder PlantNet, der er gratis at installere på en smartphone eller ipad. Den er også let at bruge, for man skal bare tage et billede af planten, vælge om den skal artsbestemmes ud fra blomst eller blade. Så dukker der forslag op med latinske navne. Dem kan man naturligvis google det danske navn på.
Dette er også en sjov aktivitet at inddrage børnene i. Så kan de tage ipad’en med ud og gå på plante-skattejagt.
Find ud af, hvilket ukrudt og planter der kan spises
På fødevarestyrelsens hjemmeside er en liste over spiselige planter, dem der kan spises i begrænset mængde, og dem som man ikke skal sætte tænderne i. Måske har I ukrudt i haven der kan spises?
Følgende planter kan spises og nogle af dem i begrænset mængde: Skvalderkål, brændenælder, løgkarse, hornvioler, fuglegræs, ramsløg, hvidmelet gåsefod, mælkebøtte, røllike, bibernelle, hyrdetaske, martsviol, kronokseøje, gederams (blade og stængler), kirtel-kortstråle, rød tvetand (bladene) og strandvejbred.
Både brændenælder og skvalderkål er lækre at bruge i suppe, og så er de sprængfyldt med vitaminer. Suppen kan endda tilberedes over bål.
Ukrudt som gødning og sprøjtemiddel
Visse ukrudtsplanter er gode som gødning og sprøjtemidler.
Brændenældernes spæde skud er fyldt med næringsstoffer. Brug stængler med blade til gødning ved at putte dem i en balje og fyld op med vand. Læg låg på, for når det begynder at gære, lugter det fælt af grisestald. Det tager ca. en uges tid inden det begynder at boble og brændenælderne opløses. Væden sies derefter fra, og kan bruges som gødning til krukkeplanter. Fortynd det i forholdet 1:10. Det kan også bruges som sprøjtemiddel mod skadedyr, f.eks. spindemider og bladlus. Hæld en fortynding i en havesprøjte, og sprøjt planterne til på forside og bagside af bladene.
Græsset er begyndt at gro og skal slås. Start med at stil klippehøjden på 5, så man nøjes med at tage de største totter. Græsafklip kan samles op og lægges på komposten. Det er godt til at sætte fut i omsætningen af kompostbunken. Læg det ikke i en stor bunke på komposten, men fordel det ned imellem det øvrige kompostmateriale. Hvis du har bioklip på plæneklipperen, så vil den findele græsset, og det vil fungere som gødning, når regnormene trækker stråene ned i jorden, og omsætter det der. Undgå at lade græs ligge i tykke lag, for så kommer der gule striber på plænen. Riv det sammen og læg det på komposten i stedet.
Kulsukker er også et meget næringsrigt ukrudt. Den frøsår sig villigt, kan jeg konstatere, for den pibler op overalt i min have. Jeg har rigelig kulsukkerplanter at tage af til fremstilling af flydende gødning. Kulsukker indeholder en masse kalium, der blandt andet er et nødvendigt mineral til tomaterne i drivhuset. Det stimulerer også blomstringen hos en masse stauder, sommerblomster og blomstrende buske og træer.
Flydende gødning fremstilles på samme måde som med brændenældegødning. Jeg høster også af mine kulsukkerplanter i løbet af sæsonen, smider bladene på komposten eller lægger dem mellem rækkerne i køkkenhaven som jorddække.
Agerpadderokker – nogle kalder dem juletræer eller rævehaler, er et mareridt for mange haveejere, for de er svære at slippe af med. De har utrolig lange rødder, der ligger dybt nede i jorden, hvor de forgrener sig. Derfor kan de hurtigt komme til at dække et stort areal. Man kan stresse dem ved at holde dem nede med et hakkejern, og man kan bruge planten som sprøjtemiddel mod svampesygdomme i roser.
Fremstilling af sprøjtemiddel til roser af padderokker:
- Udblød 1 kg friske padderokker eller 150 g tørrede padderokker med 10 liter vand.
- Lad det stå i 24 timer, og lad efterfølgende blandingen koge under svag varme i en halv time til en slags ”padderokke-te”.
- Afkøl afkoget, og si det.
- Før det bruges som sprøjtemiddel, fortyndes det 1:5. Da afkoget indeholder meget kiselsyre, virker det primært forebyggende mod svampesygdomme. Hæld det på en havesprøjte.
- Sprøjt roserne i solrigt og tørt vejr, og gentag sprøjtningen hver 14. dag fra tidligt forår til hen på sommeren, som forebyggelse. Du kan også sprøjte på jorden lige omkring planterne. I akutte tilfælde kan der sprøjtes tre dage i træk.
Andre gøremål i haven
Riv plænen for mos. Brug en rive eller en elektrisk mosfjerner eller vertikalskærer. Sidstnævnte har den fordel, at den samtidig lufter plænen. Gød derefter plænen, så græsset får noget energi at vokse af. Mosset indikerer, at jorden er til den sure side, så giv den også lidt kalk.
Man kan beskære sine buske nu, og hvorfor så ikke klippe løs af dem, tage grene med ind, og fremrykke foråret indendørs. Pluk også blomsterløg i knop, og stik dem ned i vasen sammen med grenene. Prøv jer frem med anderledes sammensætninger. Lige nu gør det ikke noget at fråse lidt, for hvornår skulle man ellers have mest brug for det?
Frugttræer kan også beskæres nu, dog ikke kirsebærtræer og blommetræer, der vil forbløde.
Gør køkkenhaven klar ved at fjerne ukrudt. Undlad at grave i jorden, da det vil forstyrre mikrolivet og ormelivet i jordens øverste 20 centimeter. Det er nok at kultivere i overfladen. Læg derefter et lag kompost ovenpå jorden, der kultiveres med ned.
Klip stauderne ned i prydbedene, lug for ukrudt og læg et lag kompost ovenpå jorden som jorddække.
Del de stauder, der trænger til det. Nogle bliver bare i midten f.eks. sibirisk iris. Nogle vokser op af jorden, f.eks. alunrod og haveaurikler. Grav dem op og plant dem dybere. Lavendelbuske der er blevet bare i bunden kan graves op og plantes dybere.
Sæt stauderinge eller andre støttende stativer og pinde ved de planter, I ved ellers vil vælte. Jeg gør det f.eks. ved sankthansurt, riddersporer, pæoner, lægekvæsurt, russisk mandstro og staudeklematis.
Beskær kirsebærlaurbær nu. Man kan formklippe dem til fine kugler, hæk eller andre former. Man kan også opstamme dem der står frit og fylder meget i haven. Det giver dem en lethed.
Man kan også plante roser, buske og hæk her i marts måned. Det giver dem et lille forspring til at etablere sig inden sommeren, hvor jorden tørrer mere ud, og de får brug for at blive vandet.
Sæt frø af sommerblomster til forspiring indenfor i vindueskarmen. Mange grøntsager er også gode at forspire; tomater, ærter, majs, porrer, kål, artiskokker, selleri, basilikum, timian og isop. Vent med bønner, squash og agurk til april måned.
oznor sdr_HDRB
Hvis I ikke nåede det, så vask drivhuset rent med sæbevand og skyld grundigt efter med rent vand. Stil et par stole derind, nyd en kop kaffe til duften af rent drivhus.
Fjern vinterdækket, hvis I altså har haft det i brug i den milde vinter. Nu skal frostfølsomme planter have lys og luft. Men vær klar til at dække dem til, hvis vi mod forventning får frost igen.
De danske gartnerier frygter konkurs
De danske gartnerier er alvorligt ramt af Corona-krisen. Drivhusene er lige nu fyldt med planter, som de ikke kan komme af med. Eksporten til mange lande i Europa er stoppet fra den ene dag til den anden, da deres butikker er lukket ned på grund af Corona. De danskproducerede planter risikerer derfor at gå til spilde, og gartnerierne frygter konkurs. Planterne kan ikke gemmes til efter krisen, og gartnerierne har heller ikke mulighed for at sende medarbejdere hjem, da de skal passes planterne, hvis ikke hele produktionen skal blive ødelagt. Hvis ikke de afsættes, kasseres de. Jeg vil derfor opfordre til, at I køber ekstra til krukkerne, så vi undgår plantespild og samtidig støtter de danske gartnerier. For hvornår skulle man ellers forkæle sig selv end nu, hvor alting ellers kunne se lidt dystert og trist ud.
I kan se om planterne er dansk produceret, ved, at der er et lille dansk flag på potten, der står et dansk gartnerinavn på etiketten eller at stregkodens nummer starter med 57.
Læs endvidere mere om de klemte gartnerier her: https://troensehaven.dk/2020/03/23/stot-de-danske-gartnere/
Nyd tiden udenfor
Nyd ellers alle de stunder I kan udenfor. Sæt jer i et læ- og solfyldt hjørne og sug solens stråler til jer. Det giver energi.
Slå ørerne ud og bemærk, at fuglenes sang intensiveres fra dag til dag. De har så travlt med at bygge reder. Det er sjovt at iagttage dem drøne rundt og samle fjer, strå, småblade, kattehår og alt andet godt til redemateriale. Udstyr børnene med en kikkert og lad dem udforske fuglelivet i haven.
Se hvordan det hele pibler op af jorden i huj og hast. Nyd det nu, for lige pludselig går det så stærkt, at vi ikke kan følge med mere.
Nyd for pokker alt det dejlige lige udenfor døren og i haven. Her har I plads og luft omkring jer. Haven og naturen har ikke opdaget, at vi har en sundhedskrise. Den minder os om liv, årets cyklus og at tiden og det livskraftige ikke er gået i stå.