Rabarbertærte

Date
maj, 23, 2022

Jeg troede at min egen opskrift på rabarbertærte var den bedste der findes, men jeg har smagt en rabarbertærte, der slår den med flere længder. Da Hannu Sarenstrøm fra Langeland indviede mig i sine bedste opskrifter på retter lavet af råvarer fra haven lige nu, rullede han med øjnene, da han nævnte rabarbertærten. Det er en af hans ældste opskrifter, som han fisker frem år efter år. Jeg var så heldig at vriste den ud af ham, og jeg må sige, at den smager så englene synger.

Jeg har fået lov til at dele den med jer.

Lige nu bugner det med rabarber i haven. Nogle har allerede skudt med blomster. Før i tiden klippede jeg dem af, for jeg troede at de ikke gør noget godt for plantens sætning af stilke. Der er noget om snakken, men rabarberblomster og blomsterstilken smager næsten bedre end bladstilkene. Sidste år lavede jeg rabarber-råsylt af dem som tilbehør til is.

Til denne tærte bruger jeg bladstilkene.

Ingredienser til en tærte

Mørdej

150 gram smør

Ca.  3,5 dl hvedemel

1-2 spiseskefuld koldt vand

Fyld

500 gram rabarberstilke

50 gram smør

2 dl sukker

2 æg

2 tsk kardemomme

100 gram marcipan

Revet skal af ½ citron

Sådan gør du

Mørdej

Skær smørret i små stykker, tilsæt hvedemel og smulder det sammen til en grynet masse. Dejen samles med lidt koldt vand. Tilsæt en spsk. ad gangen. Stil mørdejen på køl imens du laver fyldet.

Tænd ovnen på 200 grader.

Fyld

Skær rabarberstilkene i tynde skiver.

Smelt smørret i en kasserolle ved svag varme og rør sukkeret i. Det må endelig ikke koge. Pisk æg sammen med kardemomme i en skål og rør det i det smeltede sukker-smør. Lad det stå lidt på varmen til det tykner lidt og bliver til en creme. Tag kasserollen af varmen og stil den til side.

Riv marcipan og citronskal og tilsæt det til cremen. Rør til det er godt fordelt.

Tag tærtedejen ud af køleskabet og tryk den ud i en tærteform. Det må gerne være en metalform med løs bund.

Fyld rabarberskiverne i og hæld cremen på, så den fordeler sig jævnt over rabarberstykkerne.

Bag tærten midt i ovnen i ca. 35 minutter eller til kanten er gyldenbrun.

Lad tærten køle helt af inden servering. Drys flormelis hen over og server den med flødeskum til.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.